Anmeldelse af Kristian Lilholt koncert d.24/1 i Stubbæk
forsamlingshus.
Terapi for øregange og sjæl
Så var det igen lykkedes for Ensted
folk og viseforening at hente et stort musikalsk navn til Stubbæk
forsamlingshus. Det var ingen ringere end Kristian Lilholt, der gæstede byens
forsamlingshus for at give en koncert.
Og hvilken koncert det blev til.
Det var både kræs for øregangene og for lattermusklerne. Kristian har en lille
historie til alle de numre, han har skrevet og den blev fortalt med et glimt i
øjet og en vits, der ville kunne gøre sig gældende på samtlige stand-up scener
her i landet. Vi fik mange smagsprøver på hans musikalske talent. Det var både
numre, som han har skrevet til gruppen Lilholt Band, hvor han har sin daglige
gænge, som vi fik i Kristians helt egen fortolkning, og det var instrumentale
numre, som Kristian selv kalder for slappere. De blev spillet med en sådan
følelsesladet intensitet, at når man lukkede øjnene, så følte man sig hensat
til et helt andet sted, jo det var virkelig afslappende musik af højeste karat.
Der var både fuglefløjt, rytmeboks og rumklang, som han selv udtrykte det.
Findes der mon et instrument, han ikke behersker? - med undtagelse af obo
selvfølgelig, som han havde forsøgt at lære at spille på, men som Kristian
sagde: det havde jeg alligevel for lidt tålmodighed til.
Når Kristian Lilholt gæster et sted
på sine turneer, plejer han at lade et par lokale sangtalenter prøve kræfter
med den vanskelige scenekunst og denne gang var heller ingen undtagelse. Der var
to piger fra Stubbæk: Louise Olsen og Lise Bonnichsen, der modigt havde meldt
sig og de gjorde det begge to fremragende, hvilket publikum da også honorerede
med et bragende bifald, hver gang de to havde været på scenen. Hørte jeg nogen
sige, stjerne for en aften?
Med sig på scenen havde han, Lasse
Jørgensen, der fløj rundt på scenen for snart at spille på trommer snart på
guitar for derefter at stå ved keyboardet. Den mand kan lidt af hvert.
Desforuden bestod orkesteret af Bette Villy, som er en tromme og rytmeboks og
Steffen Stabil, der til forveksling ligner en gammel spolebåndoptager, den
sørger for baggrundseffekterne. Fed sound med få midler. Det var godt nok min
første koncert med Kristian Lilholt, men jeg kan garantere for, at det ikke
bliver den sidste.
Uve Kirsch