Anmeldelse af Peter Viskinde koncert fredag d. 7/11 i Stubbæk forsamlingshus
Magisk aften i Stubbæk
Der var magi i luften på Stubbæk forsamlingshus fredag aften, men det var ikke en tryllekunstner, der stod og trak kaniner op af hatten, men derimod Peter Viskinde, der tryllede på sin guitar med en fingerfærdighed man ellers kun ser hos lommetyve og kortkunstnere. De ca. 150 fremmødte publikummer, (der var totalt udsolgt til koncerten, ja der var oven i købet flere, der måtte vende næsen hjemad, da der ikke var flere billetter at få), var vidne til eminent guitarspil, som kun en sand mester behersker det. Man måtte flere gange forvisse sig om, at der kun var én, der spillede på guitar og ikke tre mand, som det ellers indimellem godt kunne lyde som.
Peter Viskinde havde publikum i sin hule hånd lige fra første øjeblik og hele det musikalske repertoire blev udnyttet, der var musik lige fra kærlighedssange og stille ballader til en rigtig god gang blues og rock. Med sig på klaver havde han en yderst kompetent og velspillende Niels Ole Thornø.
Sheriffen fra Lyngby, der virkelig formår at fremmane en god intim stemning, fremførte såvel nye som gamle numre og der var ikke mange sange, som der ikke blev sunget med på af publikum. Efter ca. 2 timers råhygge kunne folk gå hjem - en stor oplevelse rigere. Det eneste minus ved koncerten var, at den var alt for kort.
Koncerten var arrangeret af Ensted Folk & Viseforening
Uve Kirsch.
PS: Vi er mange der er glade for at Peter Viskinde valgte Stubbæk – frem for ”Stjerne for en aften”, hvor hans band ”Big Fat Snake” spillede uden ham. (Bjarne Friis – EFV)